Festivas

I dag er jeg blevet fejret som kun en mor kan blive fejret. Stille og roligt med dejlige mennesker omkring mig. Jeg har haft gang i den helt store lommeregner og er kommet frem til, at jeg nu er hele 37 år. Det er jo bare et tal og jeg føler mig hverken ung eller gammel. Faktisk føler jeg mig ikke en eneste dag ældre end i går. Jeg har det s** godt med den alder jeg nu en gang har.
Meget af dagen blev brugt med mine forældre og min ene dreng i IKEA. What’s not to like☺. Ellers gik dagen med hygge, afslapning, god mad og lækre gaver (mere om dem senere). Jeg fik også skypet med min datter i England. Det var simpelthen så dejligt på trods af en ret ustabil forbindelse. Mine forældre er, sammen med de 2 ældste drenge, nu kørt hjem og jeg er klasket sammen i sofaen, træt og lykkelig. Det tager dælme på kræfterne at fylde 37 år. Håber I også har haft en skøn dag.

image

En lille hyldest til mig selv. Navnetoget kan købes lige her.

bloglovin

Servicemeddelse

Dagen i dag kan da ikke blive andet end god, for det er nemlig Nordisk Vaffeldag i dag. Jeg siger det lige igen; Nordisk Vaffeldag. Det var altså lige ved at gå min næse eller skal jeg sige mave forbi. Hvorfor hulen bliver sådan en dag ikke slået stort op, bøjet i neon og gjort til officiel flagdag? Ja jeg undres, men nu har jeg i det mindste været med til at dele dette vigtige budskab. Håber du vil gøre det samme, så denne dag ikke bliver forbigået i tavshed.

I aften vil jeg derfor forkæle familien og mig selv med denne oversete og fantastiske spise. Jeg ved, at drengene bliver ovenud begejstret og der bliver helt sikkert ingen sure miner over aftenens menu (også selv om det kun drejer sig om desserten). Jeg går stærkt efter titlen “Mom of the year”, så i aften skal vaflerne toppes op med sukker, flormelis, marmelade og is. Så bliver det altså ik’ bedre.

Håber I alle får en rigtig dejlig dag – med eller uden vafler.2015-03-25 11.54.57bloglovin

Når noget gør ondt på et barn

Så står der helt sikkert en mor bagved og føler en knude i maven og en smerte i brystet.

Det er svært at være teenager. Ikke rigtig voksen og ikke rigtig barn. En kæmpe følelsesmæssig rutschetur. En rutschebane der bare kører hurtigere og hurtigere og på trods af den tiltagende kvalme, kan du ikke stige af. Hvorfor forstår de voksne mig ikke og andre gange hvorfor f***** lader de mig ikke bare være i fred?

Lige for tiden har min teenager-søn det svært. Har svært ved at rumme alle de forandringer der sker lige nu. Han er en følsom dreng og pt. er hans behov for tryghed bare enormt stort. Jeg/vi har snakket, lyttet og krammet. Heldigvis vil han gerne snakke om, hvordan han går og har det og han tager, med kyshånd, i mod mine fremstrakte hænder. Det er bare svært at se sit barn ked af det, men jeg kan mærke at vores snakke letter noget i ham (og det gør de også i mig). Det rammer bare så hårdt i maven og tårekanalerne, når hans lærer ringer hjem, fordi hun står med dreng, der virkelig kæmper en brav kamp for at få hold på sig selv og sine følelser. En kamp for at paraderne ikke skal falde. Desværre en ulige kamp. En kamp som vil tager sin tid og kræve sin overvindelse inden den har fundet et naturligt leje.

Så for tiden er jeg mor med stort M. En mor der ville ønske, at hun med at trylleslag kunne fixe alt ting. Det kan jeg desværre ikke, men jeg kan være tilstede og måske er det det der betyder allermest i den sidste ende.

bloglovin

Drenge og deres vedhæng

Som mor til 4 drenge har jeg gang på gang undret mig over, hvor svært det tilsyneladende kan være at ramme krummen for de mindste gutter (jeg går stærkt ud fra, at det er de mindste der kan have lidt svært ved det eller det håber jeg i hvert fald;)). Det at sidde ned ned på toilettet er ikke en mulighed, da denne stilling åbenbart er naturstridig i kombination med xy-kromosomer. Nu overvejer jeg, at købe denne stickers for på den måde måske at komme problemet til livs på.

image

Gode rabatter

Jeg er faldet pladask for Royal Copenhagens blå elements stel. Dog er jeg også noget af en nærigpind og nægter af købe det til fuld pris. Det kan være svært at finde det på tilbud. Især når man, som jeg, går efter 1. sorteringen. Ved at mange køber det i 2. sorteringen. Jeg har det bare lidt sådan, at har jeg først fundet fejlen ved det, så ser jeg ikke andet og så er jeg altså også helt pjattet med, at der er 2 års brudgaranti på 1. sorteringen. Det gør, at vi får det brugt og det ikke bare står og samler støv i skabet. Min samling vokser stille og roligt på trods af min nærighed. Jeg har nemlig fundet denne webshop som ofte kører med 20-70% på deres sortiment. Så fair priser, hurtig levering og god service – I like😍. Lige nu kører de med tilbud frem til midnat, men hold øje med siden for tilbuddene kommer jævnligt.

image

Tør du sætte grænser for dit barn?

Hvis jeg drak kaffe, så havde jeg sikkert fået morgenkaffen galt i halsen, da jeg læste en artikel i Søndagsavisen. Artiklen handler om, at børn har et “hjerne-viskelæder” der visker abstrakte udtryk som “ikke”, “lad nu være med” og “hold op med” ud. I stedet kan disse negative irettesættelser erstattes med det såkaldte hen-imod-sprog.

Lad mig komme med et ikke helt urealistisk eksempel fra legepladsen. Lille Sofia og Emil, begge 4 år, sidder og leger i sandkassen. Emil sidder med en spand som Sofia ved hjælp af en skovl fylder sand i. Alt ånder fred og idyl lige indtil Emil vender spanden på hovedet, for nu vil han altså bygge et sandslot. Sofia bliver totalt overrasket over denne spontane drejning af legen. Ud af den blå luft svinger hun skovlen og planter den lige i baghovedet på Emil. Men et er sandkassen forvandlet til et inferno af snot, tårer og skrigende børn. Som den kølige og pædagogiske voksen, du nu en gang er, siger du selvfølgelig ikke til Sofia, “at hun ikke må slå, for det vil du ikke have”. Nej du tager Sofia på skødet og spørger om der mon er sjovt at være Emil lige nu? I mens du også fortæller, at vi kun har en Emil, så vi skal passe godt på ham, præcis ligesom vi passer godt på dig, Sofia.

Her er det så, at filmen til dels knækker for mig. Jeg er fuldstændig enig i, at i det daglige skal fokus være på det gode og positive. Jeg er også enig i, at man efterfølgende i snakken med barnet kan/skal fokusere på hvilke følelser handlingen fremkaldte hos modparten og barnet selv samt hjælpe med at give redskaber til, hvordan barnet en anden gang kan komme anderledes ud af situationen. Men jeg mener bestemt også, at det er vigtigt, at vi voksne (forældre, pædagoger og andre omsorgspersoner) siger fra og markerer en grænse. Det er ikke i orden at slå og jeg synes faktisk det er misforstået godhed ikke at gøre det meget klart for barnet. Jeg ville personligt bliver provokeret, hvis et barn havde sparket mig eller et af mine børn over skinnebenet og jeg efterfølgende overhørte forældrene snakke med barnet om, at “venlige ben giver gode venner” (en alternativ formulering for “du må ikke slå” i følge artiklen).

Et eller andet sted synes jeg diverse artikler  og eksperters råd om børn og børneopdragelse skriger imod himlen og modsiger hinanden. Så mangler børn klare grænser. Vi forældre er bange for at sige nej. Så skal børn have lange, pædagogiske forklaringer på selv de mindste spørgsmål – Og så skal de ikke. Nu må de voksne ikke markere tydeligt, hvor grænserne går. Ingen undring over, at nogen bliver forvirret og heldigvis ender det vel også oftest med, at man tager det man kan bruge og lader resten ligge.

skældudBilledet (som i øvrigt er lånt fra Google) har som sådan intet med artiklen eller min måde at sætte grænser på at gøre.

bloglovin

Vi manglede bare sølvpapirshatten

Advarslerne har været mange. Et tegn på jordens undergang. Faren for øjenskader som selv ikke den vildeste nytårsaften ville kunne hamle op med. Sommeren der ville forsvinde for altid. Kameraer der ville nedsmelte. Institutionsbørn der blev spærret inde for nedrullede gardiner og plantet foran flimmerkassen, så dette særegen fænomen ikke skulle få ramt på dem.

Så på trods af advarslerne eller måske netop på grund af dem – yes I’m a daredevil, I know, skulle drengene og jeg ude og se dette naturfænomen. Drengenes skole havde valgt at krydre begivenheden med lidt undervisning. Så i aulaen og skolegården var der opstillet computere med livetransmission og diverse oplysninger om solformørkelsen samt et kæmpe hjemmelavet solteleskop. Skolen havde kun 25 par solformørkelsesbriller til rådighed, så de havde opfordret eleverne til selv at tage med. Jeg må være ærlig og indrømme, at jeg havde tænkt mit. 25 briller rækker dælme ikke langt, når der er tale om +500 elever. Men det gik overraskende godt. Alle var gode til at sende de lånte eller medbragte briller rundt og jeg tror, at samtlige børn var opmærksomme på, at de ikke måtte kigge direkte solen. Flere var i hvert fald henne og fortælle mig det med dyb alvor i stemmen og så kunne de jo ved samme lejlighed lige låne mine briller. Min yngste var faktisk lidt meget nervøs for, at månen skulle spise solen, så sommeren aldrig ville komme igen, for det ville jo betyde, at hans storebror aldrig mere kunne holde fødselsdag. Åhh den søskendekærlighed<3. Jeg var til gengæld nervøs for min mobil. Ville den overleve, hvis jeg dristede mig til at tage et billede af solformørkelsen? Det var derfor også meget nervepirrende at liste kameraet op af lommen og skyde billedet. Nu er det faktisk ikke sådan lige til at tage gode billeder af solen heller ikke under solformørkelsen. Jeg prøvede faktisk også et give kameraet briller på – Ikke den fedeste idé og resultatet blev også derefter. Jo tættere vi kom på klimaks, jo mere forsvandt skyerne og så var det da helt umuligt at tage billeder med et almindelig mobilkamera. Til gengæld var motivet igennem solformørkelsesbrillerne helt perfekt.

Håber I også er kommet godt i gennem dagen og jorden ikke er sunket i grus under jeres fødder eller I ikke er blevet suget op af rumvæsner fra en fremmed planet.solformørkelsebloglovin

Lydbog Vs. alm. bog

Jeg er typen, der elsker en god bog. Elsker at slænge mig på sofaen med en bog i hånden (the, slik og chokolade indenfor rækkevidde), lukke resten af verdenen ude og fordybe mig ene og alene i bogen. Oftest er det dog først, når ungerne er kommet i seng om aftenen, at jeg finder roen til det. Men der er jeg også tit så træt, at det kun bliver til meget få sider inden jeg befinder mig i drømmeland. Så selvom jeg synes bogen er spændende og næsten ikke kan lægge den fra mig igen, så overmander søvnen mig gang på gang. Fra andre har jeg hørt, at lydbøger var the s***, så det skulle selvfølgelig afprøves. Tanken om, at jeg i løbet af dagen kunne få en masse for hånden i mens jeg fik en god historie fortalt, den tiltalte mig altså ret meget. Jeg har nu prøvet det i et par dage og jeg er bestemt ikke imponeret. Sagt på en anden måde; Jeg er bestemt ikke imponeret over mine egne evner til at multitaske. For at sige det rent ud, så glemmer jeg simpelthen at lytte efter, når jeg fordyber mig i noget andet. Så gang på gang har jeg taget mig selv i, at fortælleren var kommet flere kapitler frem uden jeg var fulgt med. Det holder bare ikke, så nu har jeg i stedet lånt bogen på min mobilos og så må jeg bare acceptere, at bogen tager den tid den tager også selvom jeg er utålmodig for at læse afslutningen.

bloglovin

 

Older posts