Vi manglede bare sølvpapirshatten

Tør du sætte grænser for dit barn?

Hvis jeg drak kaffe, så havde jeg sikkert fået morgenkaffen galt i halsen, da jeg læste en artikel i Søndagsavisen. Artiklen handler om, at børn har et “hjerne-viskelæder” der visker abstrakte udtryk som “ikke”, “lad nu være med” og “hold op med” ud. I stedet kan disse negative irettesættelser erstattes med det såkaldte hen-imod-sprog.

Lad mig komme med et ikke helt urealistisk eksempel fra legepladsen. Lille Sofia og Emil, begge 4 år, sidder og leger i sandkassen. Emil sidder med en spand som Sofia ved hjælp af en skovl fylder sand i. Alt ånder fred og idyl lige indtil Emil vender spanden på hovedet, for nu vil han altså bygge et sandslot. Sofia bliver totalt overrasket over denne spontane drejning af legen. Ud af den blå luft svinger hun skovlen og planter den lige i baghovedet på Emil. Men et er sandkassen forvandlet til et inferno af snot, tårer og skrigende børn. Som den kølige og pædagogiske voksen, du nu en gang er, siger du selvfølgelig ikke til Sofia, “at hun ikke må slå, for det vil du ikke have”. Nej du tager Sofia på skødet og spørger om der mon er sjovt at være Emil lige nu? I mens du også fortæller, at vi kun har en Emil, så vi skal passe godt på ham, præcis ligesom vi passer godt på dig, Sofia.

Her er det så, at filmen til dels knækker for mig. Jeg er fuldstændig enig i, at i det daglige skal fokus være på det gode og positive. Jeg er også enig i, at man efterfølgende i snakken med barnet kan/skal fokusere på hvilke følelser handlingen fremkaldte hos modparten og barnet selv samt hjælpe med at give redskaber til, hvordan barnet en anden gang kan komme anderledes ud af situationen. Men jeg mener bestemt også, at det er vigtigt, at vi voksne (forældre, pædagoger og andre omsorgspersoner) siger fra og markerer en grænse. Det er ikke i orden at slå og jeg synes faktisk det er misforstået godhed ikke at gøre det meget klart for barnet. Jeg ville personligt bliver provokeret, hvis et barn havde sparket mig eller et af mine børn over skinnebenet og jeg efterfølgende overhørte forældrene snakke med barnet om, at “venlige ben giver gode venner” (en alternativ formulering for “du må ikke slå” i følge artiklen).

Et eller andet sted synes jeg diverse artikler  og eksperters råd om børn og børneopdragelse skriger imod himlen og modsiger hinanden. Så mangler børn klare grænser. Vi forældre er bange for at sige nej. Så skal børn have lange, pædagogiske forklaringer på selv de mindste spørgsmål – Og så skal de ikke. Nu må de voksne ikke markere tydeligt, hvor grænserne går. Ingen undring over, at nogen bliver forvirret og heldigvis ender det vel også oftest med, at man tager det man kan bruge og lader resten ligge.

skældudBilledet (som i øvrigt er lånt fra Google) har som sådan intet med artiklen eller min måde at sætte grænser på at gøre.

bloglovin

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Vi manglede bare sølvpapirshatten