Uanset hvad...

Karakter

Et eller andet sted har jeg altid syntes, at det var noget “sjovt” noget at flashe sine karakter på facebook og lignende sociale medier – I hvert fald sine børns. Børnene har jo nået en vis alder og hvis noget så personligt som karakter skal flashes, så må det da være børnene selv der vælger at smide det op på deres væg. Jo bevares, jeg forstår skam godt, at forældre er ved at revne af stolthed, når ungerne til deres afsluttende eksamen scorer et flot 12-tal. Det er jeg da også… Og med 5 meget forskellige børn, har jeg jo stort set et barn for hvert et tal på karakterskalaen og selvom det kun er de 2, der er begyndt at få karakter i deres uddannelse, så er jeg ikke i tvivl om, at hele skalaen ville komme i brug, hvis de alle skulle bedømmes på faglighed i visse fag. En sætter sig ind i tingene og er samtidig en all-rounder og får derfor ret flotte karakter i alle fag. En anden synes nogle fag er svære og knokler. Han får måske 4 i disse fag. Andre fag er han ret stærk i, men gider ikke gøre en indsats – for det er jo for nemt. Det har så resulteret i et 10 tal. Jeg må indrømme, at jeg er langt mere stolt af 4-tallet end 10-tallet og det ved han også godt… Så uanset om mine børn får 4 eller 12, er stoltheden dælme stor, så længe jeg ved, at de har gjort deres bedste. Men har alle forældre det sådan, tænker jeg nogle gange, når jeg ser alle 12-tallerne på facebook? Ville de samme forældre også have slået det stort op på de sociale medier og lykønsket “lille” Peter med 4-tallet og den afsluttende eksamen? Jeg har i hvert fald endnu til gode at se sådan en lykønskning. Det minder mig lidt om, da min søn (ham med 4- og 10-tallerne) spurgte mig om han måtte få karakterpenge, hvis han fik 12 – Karakterpenge har jeg så også altid syntes var noget mærkeligt noget. Her måtte jeg forklare ham, at karakter siger så uendelig lidt om hvem han er og hvad han kan. Ingen tvivl om, at han kunne forøge sine lommepenge væsentligt ved motivationen af karakterpenge – i hvert fald i hans stærke fag. Men som skrevet, så har han måske lagt langt mere tid, kræfter og energi i hans 4-tal. Så (blandt andet) derfor bliver mine børn ikke belønnet for 12-taller af mig med hverken penge eller et opslag om deres karakter på facebook.

Hvad andre gør, kan jeg være fuldstændig ligeglad med og jeg skal skam nok også like deres opslag, når jeg ser dem.

karakter

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Uanset hvad...