Lykken er...

Det der med gaver og et lille regnestykke

Den anden dag sad jeg og læste en artikel om en kvinde der havde købt 80 julegaver til hver af sine 3 børn. Hun var kommet ud i en voldsom sh*tstorm efter at have fremvist et billede af deres juletræ og alle gaverne på Instagram. Ej nok ikke så meget træet – for det var stort set dækket med gaver. Alt julepynt var i hvert fald overflødig;o). Sh*tstormen gik vist først og fremmest på, at kvinden ødelagde børnene med alle disse gaver og at det var en hån mod dem der ikke råd. På den anden side stod så kvinden og mente, at hun var i sin gode ret til at give alle de gaver, når hun nu havde arbejdet hårdt for det. Jeg skal lade det være usagt om hun ødelægger børnene med denne massive gaveregn. Primært handler det vel om, hvordan familien fungerer de resterende 364 dage om året. Mange og lad os også bare sige dyre gaver, kan jeg nu heller ikke se, skulle være en hån mod fattige. Det siger jeg uden at være hverken rig eller fattige – Jeg er vel nærmest lige midt i mellem. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor folk får ondt i den legemsdel, der som oftest ikke ser dagens lys, over andre folks måde at leve livet på. Hvorfor kan en fremmed kvinde og hendes gaveindkøb bringe sindene så meget i kog? Når det er sagt, så vil jeg da også sige, at jeg undrer mig. Den måde at holde jul på ligger ret langt fra den måde vi holder jul og måske endnu længere væk fra de værdier jeg ønsker at give videre til mine børn.

Prægningen af børnene begynder jo allerede, når ønskesedlen skal skrives (og det er jo faktisk noget pjat at skrive for som tidligere skrevet, så består året jo af 364 andre dage;-)). Min 8 årig dreng ønsker sig mere end noget andet en mobil og det skal gerne være en Iphone. Jeg har det bare sådan lidt, hvad skal en 8 årig med en mobil. Han mener selv, at han kan bruge den i skolen, hvis han bliver syg. Her mener mordyret dog, at der skal en lærer ind over og vurdere situationen. Sønnike havde dog flere trumfer i ærmet – Han kunne bruge mobilen til at spille de fedeste spil på. Jeg må indrømme, at jeg lyttede tålmodig til hans argumenter, men afsluttede også samtalen med; “At man kan ønske sig alt i hele verden. Det er dog ikke sikkert, at man får det”. Nu kender jeg jo min søn ret godt, så selvom han brændende ønsker sig en telefon, ved jeg også godt, at der er tusindvis af andre ting, han vil blive lykkelig for at pakke op juleaften. Så sådan bliver det. Nå men tilbage til ønskesedlen. Da den skulle skrives, fik børnene af vide, at ønsker over 500kr ville blive slettet – De ville i hvert fald ikke blive sendt videre til den øvrige gavegivende-familie. Jeg synes ganske simpelt, at det er sundt nok for børnene at vide, at der er grænser for, hvad man kan ønske sig fra andre og som jeg skrev i forrige indlæg, så er det tanken bag der tæller og det må mine børn godt lære. Som skrevet, må de ønske sig alt i hele verden – De dyre ønsker må de bare selv være med til at spare op til;o). Jeg indrømmer gerne, at det for især et af mine børn var ret svært at skrive en ønskeseddel med minimum 5 ønsker (endnu et af mine krav til ønskesedlen), men det lykkedes trods alt til sidst.

Men hvor få/mange gaver skal børnene så have uden at man udsættes for en offentlig lynchning? Jeg kan jo heldigvis kun tage udgangspunkt i min egen familie og vores oplevelser og måde at gøre tingene på. Vi er jo 7 i familien (2 voksne og 5 børn). Børnene får i hvert fald 5 gaver hver (1 fra søskende, 1 fra mor og far, 1 fra hver af bedsteforældrene og 1 fra et hold venner). Vi voksne er på gave med langt færre, men ender vel alligevel på samme antal gaver, da børnene gerne putter hemmeligheder under træet. Så gaver er der altså nok af. Vi ender jo på minimum 35 styks under træet og når man tager den måde, vi pakker gaverne op på i betragtning, ja så må jeg konstatere, at der er gaver nok så hatten passer. Efter dans og sang om juletræet deler børnene gaverne ud, så vi hver især ender med en bunke med vores egne gaver. Herefter starter yngstemanden med at vælge en gave fra hans egen bunke, læse (med hjælp;-)) hvem den er fra, for så at pakke den op. Når yngstemanden er færdig med den første pakke, går tur videre til næste mand (efter alder) og så videre lige indtil der ikke er flere der har gaver tilbage. Dette synes jeg er den bedste tid på aftenen. Se børnenes forventning og glæde, når de får deres pakker. Samtidig har vi forældre også ro til at nyde en kop kaffe, et glas vin og juleknas i medens vi kan følge med i, hvad børnene får og af hvem. Det er også en fornøjelse at se børnene der står spændt omkring deres søskende, når det er deres tur til at pakke en gave op – Se børnene glæde sig på hinandens vegne. Denne form for gaveudpakning tager naturligvis tid. Hvis vi bare siger, at det tager 5 minutter pr. gave, så er vi altså først færdige efter 3 timer. Måske lang tid, men synes det giver så meget, at børnene får lov til at se og nyde deres gave inden tankerne er videre på næste gave.

Jeg har for sjov lavet et lille regnestykke, hvor børnene får 80 gaver hver og vi voksne 5 styks hver. Der vil så være 410 gaver under, over og ved siden træet. Med 5 minutter pr. gave vil det tage 2050 minutter at pakke alle gaverne ud. Altså omkring 1½ døgn og så er der ikke lagt tisse-, spise- og sovepause ind. Nej vi snakker altså om 1½ døgns rendyrket gaveudpakning. Jeg må næsten gå ud fra, at det ikke er denne måde, den føromtalte kvinden og hendes 3 børn pakker gaver ud på… Også selvom det skal ses i lyset af, at de KUN skal bruge 20 timer på at komme i gennem gavebunken;o).

gaveregn

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Lykken er...