Madplan

Skal jeg skamme mig???

Vi kender vel alle folk der indleder en tale med sætningen; “Nu er jeg jo ikke den store taler, men….” Den tale er nærmest på forhånd dømt til at være en smule pinlig for den som har begivet sig ud i talens kunst. Og når jeg nu skriver følgende; Nu er jeg jo hverken skoleleder eller skolelærer, så er det nok også meget sandsynligt, at mit forsøg på at forklare mig falder totalt til jorden. Men jeg kaster mig nu alligevel ud i den debat der har kørt i/på mange medier den seneste uge – For som forældre til 5 børn føler jeg faktisk, at jeg alligevel har opbygget en del kompetencer igennem årerne. Den aktuelle debat har drejet sig om, hvorvidt det som forældre er i orden at holde ferie med sine børne uden for skolernes ferie (altså i de “billige” perioder). Nu må I ikke lige hænge mig op på tallene, men mener, at det er 50% af skolelederne der har udtalt, at der igennem et skoleår konstant er minimum 3 børn i hver klasse fraværende på grund af ferie. Det synes jeg godt nok lyder som et meget højt tal og jeg kan ikke lade være med at tænke, at der godt nok er nogen der rejser meget. Her i mit lokal område er det ret normalt med 24 elever i klasserne og hvis 3 elever skal være væk, så svarer det jo til, at hver elev tager en uges ferie hver 8 uge – Det kender jeg d**** ingen der gør, men jeg skal selvfølgelig ikke betvivle de tal der er fremme;-). Det er også meldt ud, at det er forstyrrende for undervisningen og børnenes sociale liv med alle disse fraværsperioder. At det er forstyrrende for undervisningen, forstår jeg simpelthen ikke. Kald mig bare naiv, men som forældre har man vel gjort sit fodarbejde og ikke lagt ferien lige i en vigtig projektperiode, terminsprøver og lignende. Og jeg har bestemt ingen forventninger til at lærerne skal tage specielle hensyn til mit barn, når det er tilbage på skolebænken. Det må til alle tider være forældrenes ansvar at følge op på intra osv., så barnet ikke kommer bagud fagligt. At det sociale liv i klassen tager skade – Jamen skal vi så ikke bare skrotte de 6 ugers sommerferie, efterårs-, jule-, vinter-, påskeferien samt alle de forlængede weekender pga. en helligdag, for det må da virkelig skade det sociale liv. Det kunne sikkert også opfylde et par politikeres våde drøm om en heldagsskole 24/7/365.

Nu sker det faktisk relativ sjældent, at vi tager på ferie udenfor skolernes ferie, men det sker og det er ene og alene af den grund, at vi kan få dobbelt så meget til de samme penge. Det synes jeg trods alt er værd at tage med. Så nej, jeg spørger ikke om lov inden jeg bestiller ferie. Når tiden nærmer sig, sender jeg en mail til skolelederen/læren, hvor jeg pænt informerer om, at det pågældende barn holder ferie i den oplyste periode. Det vil jeg altså ikke skamme mig over og slet ikke have stemplet egoist og curlingforældre på ryggen. Og hvorfor skulle jeg også det??? Vi har jo trods alt ikke skolepligt i Danmark, men undervisningspligt.

Det er så nemt at dunke forældre over i hovedet. Nu med ferier udenfor skoleferierne. Op til hver sommerferie flyver det rundt med artikler på de sociale medier om forældre der ikke holder ferie med deres børn (alle kan bare ikke få ferie i de højt eftertragte uger). Så er det opdragelsesformer der står for skud og jeg kunne blive ved. Kan vi dog ikke snart komme videre og lade være med altid at skulle baske til andre der vælger at gøre tingene anderledes end os selv?

ferie

Rigtig god tirsdag til alle – også til dig der taget på ferie med dit barn;-)

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Madplan