Hvad ville du gøre???

Hvis følgende episode skete for mig ville jeg ikke et sekund være i tvivl om, hvad jeg ville gøre. Så forestil dig følgende; Du er forholdsvis nyansat på en arbejdsplads – Du har faktisk kun været der i 1½ måneds tid, så du kender selvfølgelig ikke dine kollegaer i dybden. Nogle af kollegaerne har du lidt tættere bånd til og du nyder deres selskab. Andre kender du kun overfladisk – Du har da snakket med dem og også arbejdet sammen med dem, da I jo netop er ansatte på samme arbejdsplads og i samme afdeling, men så stikker bekendskabet heller ikke dybere. Forestil dig så, at 2 af disse kollegaer, som du kun kender overfladisk, kommer og den ene holder dig fast ved at tage dine arme om på ryggen i medens den anden trækker en plastikpose ned over dit hoved. Jeg ville personligt blive skrækslagende og jeg er ikke i tvivl om, at jeg ville politianmelde episoden, forlange at de pågældende kollegaer blev opsagt eller i det mindste forflyttet og skete det ikke, så vil jeg ikke sætte mine ben på arbejdspladsen igen.

Men nu er det ikke sket for mig – Det er derimod sket for min søn, som lige er startet i 0. klasse. Jeg blev simpelthen så rystet, da han kom hjem og fortalte om det i går. Først chokeret, så ked af det efterfuldt af en enorm vrede. Hvad f***** får børn til at opføre sig sådan??? Og hvorfor bliver jeg i tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre i situationen, når jeg nu ikke er et sekund i tvivl hvordan jeg ville handle, hvis det skete på min arbejdsplads? Er min søns følelser og hans oplevelse af situationen da anderledes end min? Min søn har haft et enormt behov for at snakke episoden igennem igen og igen og giver gentagne gange udtryk for, at han er/var meget bange. Han er ellers en dreng der aldrig kan huske, hvad der er sket i skolen og ihvertfald aldrig har været interesseret i at fortælle om hans skoledag med mindre at ordene skulle trækkes ud af ham. Så at jeg har sendt ham i skole i dag skaber en enorm konflikt i mig og giver mig den største knude i maven. Allerhelst ville jeg jo helst holdt ham hjemme eller i det mindste have været tilstede i skolen, så jeg kunne beskytte ham (og hvis det får mig til at lyde som en curling-forældre – fint – så skyd mig gerne det i skoene). Jeg synes dælme det er svært at give slip og lægge ansvaret for min søns trivsel (i skoletiden) over på lærerne – For kan de overhovedet sikre, at det ikke sker igen? Lige nu sidder jeg selvfølgelig med en masse blandet følelser og har svært ved at se rationelt på sagen. Ved dog, at skolen har givet udtryk for, at de ser alvorligt på det og har taget snakke med de impliceret børn og forældre, tager sociale spilleregler op på klassen og vil være ekstra opmærksomme på børnene – Men alligevel vil knuden i maven bare ikke forsvinde og hold nu op, hvor har jeg det dårligt med “bare” at have sendt ham i skole i dag…

P4047841

Lige om lidt…

Ja altså lige om lidt er det jo jul eller noget. I dag om præcis 3 måneder er det lillejuleaften og så mangler der jo bare et par dage og så er det hele slut igen. Som barn syntes jeg, at december var lang – meeeeeget lang. Nu synes jeg, at måneden flyver af sted og hvis der ikke prioriteres i diverse arrangementer, julekalendere og gøremål, så kan måneden nemt gå hen og blive lidt stram. Så jeg giver lige mig selv et klap på skulderen, for jeg synes faktisk, at jeg er blevet ret god til det der prioritering. Jeg indrømmer da også, at vi når vi når 2. juledag, ja så er jeg s** klar til at pakke julen væk godt og grundigt.

Som jeg skrev i starten af indlægget, så er det altså lige om lidt og det kan jeg bestemt godt mærke i bestillinger i min lille webshop. Jeg har endnu ikke reklameret for julevarerne, da det måske lige er det tidligste endnu, men lige så stille begynder der at tikke bestillinger ind på julehjerter og nissehuer med navn. Og måske der også snart kommer bestillinger på denne nyhed (ej så kom der da vist lige lidt reklame alligevel – undskyld).

Juleposemedtryk

Taknemmelighed???

Efter regeringen har offentliggjort sin 2025-plan, så skal jeg da lige love at der er kommet gang i debatten om skat og især om der skal være lettelser eller ej samt om der skal skæres i det ene eller det andet. På de sociale medier virker det til, at det er et emne som vel stort set alle har en holdning til. Jeg har indtil nu valgt at observere debatten fra sidelinjen, da jeg ofte synes, at disse debatter kan udvikle sig i en uheldig retning. Så jeg har altså kun læst kommentarerne til diverse artikler og ikke selv kommet med et indput. Nogle kommentarer får mig til at grine højlydt (nogle folk er bare gode til at bevare benene på jorden og holde humøret højt uanset hvordan tråden udvikler sig), andre får mig til at ryste på hovedet og en del får mig til at undre mig og tænke over tingene. F.eks. var der en der skrev, at man skulle være taknemmelig for alt det man fik. Jeg er f.eks. taknemmelig, når jeg modtager en gave, får en hjælpende hån af en ven, nogen der sender mig en tanke uden at forvente noget igen, jeg er taknemmelig, glad og lykkelig for at leve i en del af verden, hvor jeg har alle de muligheder jeg kunne ønske mig – Men jeg er dælme ikke taknemmelig over vores skattesystem. Dermed ikke sagt, at jeg ikke er glad for vores system, hvor vi alle spytter i kassen efter evne og så kan forvente at modtage ydelser efter behov. I min verden er der stor forskel på at være glad for og taknemmelig for noget, men måske det bare er flueknepperi, så jeg lader den ligge her;-). Og selvom jeg grundlæggende er glad for vores system, så ser jeg alligevel frem til den dag, hvor det bliver så enkelt, at største delen af den danske befolkning kan udfylde selvangivelsen og rette årsopgørelsen uden de store frustrationer – Om det nogensinde sker, tja det må tiden jo vise.

“At de bredeste skuldre skal bære mest” er også et udsagn der går igen og igen i debatten. Hvad folk mener med dette, er jeg lidt i tvivl om, for vi er vist mere eller mindre enig om, at selvfølgelig skal dem der kan også bidrage mest – Men gør de ikke også allerede det? Det er jo simpel procentregning;-). Et eksempel kunne være dette; Min nabo og jeg bliver inviteret til vejfest og det er blevet besluttet, at vi alle skal tage 40% af havens æbler med til det fælles frugtbord. Mit æbletræ er noget sølle. Drengene har spillet fodbold i haven og har jævnligt ramt træet, så der nu ligger flere rådne æbler på jorden end der hænger modne på træet. Jeg glemte da vist også at vande og gøde træet under sommerens langtrukne hedeperiode, så æbletræet hænger nu med grenene og resultatet er kun 10 æbler på træet – Jeg skal derfor bidrage med 4 æbler til vejfesten. Naboen der i mod han har passet og plejet sit træ – ja han har endda investeret i yderlig 3 træer som nu alle står med de smukkeste æbler på – Faktisk hele 100 styks i alt. Naboen giver selvfølgelig 40 æbler til vejfesten. Så min nabo som har flere æbler end jeg yder derfor også mere til fællesskabet – hans skuldre bærer noget mere end mine. Sådan kunne skattesystemet efter min bedste overbevisning også fungere, men det gør det jo bare ikke, for vi har jo også den såkaldte topskat. Og inden nogen skulle spørge, så indrømmer jeg gerne, at min egen indtjening ligger langt fra noget der overhovedet kunne komme i betragtning til at skulle betales topskat af;-). Men jeg synes bare, at naboen skal have lov til at nyde sine 60 æbler, laver de lækreste æblekager, den sødeste saft osv. – Det smager mine tilbageværende 6 æbler altså ikke mindre godt af. Tværtimod så under jeg faktisk naboen hans succes – Han har jo trods gået og nusset om træerne, passet og plejet dem, beskåret dem, han har endda også læst en masse bøger om æbletræernes cyklus. Det må han i min verden gerne blive belønnet for.

Det var mit lille indspark til debatten og nu vil jeg så få indberettet den moms som der er sidste frist for i dag. Ha’ en god dag:-)OK Skat