Lige om lidt...

Hvad ville du gøre???

Hvis følgende episode skete for mig ville jeg ikke et sekund være i tvivl om, hvad jeg ville gøre. Så forestil dig følgende; Du er forholdsvis nyansat på en arbejdsplads – Du har faktisk kun været der i 1½ måneds tid, så du kender selvfølgelig ikke dine kollegaer i dybden. Nogle af kollegaerne har du lidt tættere bånd til og du nyder deres selskab. Andre kender du kun overfladisk – Du har da snakket med dem og også arbejdet sammen med dem, da I jo netop er ansatte på samme arbejdsplads og i samme afdeling, men så stikker bekendskabet heller ikke dybere. Forestil dig så, at 2 af disse kollegaer, som du kun kender overfladisk, kommer og den ene holder dig fast ved at tage dine arme om på ryggen i medens den anden trækker en plastikpose ned over dit hoved. Jeg ville personligt blive skrækslagende og jeg er ikke i tvivl om, at jeg ville politianmelde episoden, forlange at de pågældende kollegaer blev opsagt eller i det mindste forflyttet og skete det ikke, så vil jeg ikke sætte mine ben på arbejdspladsen igen.

Men nu er det ikke sket for mig – Det er derimod sket for min søn, som lige er startet i 0. klasse. Jeg blev simpelthen så rystet, da han kom hjem og fortalte om det i går. Først chokeret, så ked af det efterfuldt af en enorm vrede. Hvad f***** får børn til at opføre sig sådan??? Og hvorfor bliver jeg i tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre i situationen, når jeg nu ikke er et sekund i tvivl hvordan jeg ville handle, hvis det skete på min arbejdsplads? Er min søns følelser og hans oplevelse af situationen da anderledes end min? Min søn har haft et enormt behov for at snakke episoden igennem igen og igen og giver gentagne gange udtryk for, at han er/var meget bange. Han er ellers en dreng der aldrig kan huske, hvad der er sket i skolen og ihvertfald aldrig har været interesseret i at fortælle om hans skoledag med mindre at ordene skulle trækkes ud af ham. Så at jeg har sendt ham i skole i dag skaber en enorm konflikt i mig og giver mig den største knude i maven. Allerhelst ville jeg jo helst holdt ham hjemme eller i det mindste have været tilstede i skolen, så jeg kunne beskytte ham (og hvis det får mig til at lyde som en curling-forældre – fint – så skyd mig gerne det i skoene). Jeg synes dælme det er svært at give slip og lægge ansvaret for min søns trivsel (i skoletiden) over på lærerne – For kan de overhovedet sikre, at det ikke sker igen? Lige nu sidder jeg selvfølgelig med en masse blandet følelser og har svært ved at se rationelt på sagen. Ved dog, at skolen har givet udtryk for, at de ser alvorligt på det og har taget snakke med de impliceret børn og forældre, tager sociale spilleregler op på klassen og vil være ekstra opmærksomme på børnene – Men alligevel vil knuden i maven bare ikke forsvinde og hold nu op, hvor har jeg det dårligt med “bare” at have sendt ham i skole i dag…

P4047841

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Lige om lidt...