Katte – Gotta love them or hate them

Nu raser debatten igen i den lokale facebook-gruppe – Altså debatten om fritgående katte; hvor frustrerende det er for katteejere, når deres kat strejfer rundt uden de ved, hvor den er og om den er kommet til skade og derfor føler sig nødsaget til at oprette et efterlysningsopslag inden der er gået 24 timer for missers forsvinden. På den anden står så de frustreret haveejere der er godt trætte af de selvsamme katte og deres besørgen i haven og/eller afmærkning af territorier på diverse overflader i udhuse og lignende. Jeg kigger lidt med på sidelinien uden at blande mig på trods af, at jeg (også) har en mening om emnet;0). Det er faktisk ret underholdende, når først folk begynder at smide om sig med uddrag af mark og vejfredsloven, voiliere og jeg skal komme efter dig. Det er åbenbart noget der kan få selv den fredeligste katteelsker helt op i det røde felt. For som et hvert normaltænkende væsen jo åbenlyst ved, så ER katte altså deres egne og derfor ligger det i deres natur at efterlade ekskrementer rundt omkring i bede og det skal åbenbart helst være i haver, hvor beboeren afskyr katte (så meget har jeg da forstået af debatten;-)). Nu har jeg som skrevet ikke selv kommet med noget input i debatten i gruppen. Det vil vel nærmeste rykke lige så meget som rokkestenen…. På en god dag;-). Men derfor kan jeg jo godt skrive lidt om min holdning her på bloggen;-). Jeg er bestemt ikke et kattemenneske – Faktisk synes jeg, de er nogle udspekuleret og ondskabsfulde væsner. Så er det jo ligesom på plads. En lille pjusket kattekilling med store øjne synes jeg da er bedårende, men min første tanke, når jeg ser en er, at den jo også bliver stor og udvikler ovenstående træk. Min holdning til katte er kun blevet forstærket efter jeg (for snart mange år siden) blev kradset ret voldsomt på maven af en kat. Måske jeg bare var uheldig og mine følelser overfor katte er dybt irrationelle og overdrevne, men de er der og vi må vel bare konstatere, at nogen er til katte, andre hunde og så er der dem som slet ikke er til nogle af delene – Vi skal alle være her. Vi bor et sted med rigtig mange katte og jeg kan bare konstatere, at vores have har en tiltrækningskraft på områdets katte. I starten gik det mig på og rådet fra velmenende katteejere om, at jeg BARE skulle sprøjte vand på kattene, når jeg så dem i haven, kanjeg skyde ned. Der er vel ingen der står og holder øje med katte i haven 24/7? Og har selvsamme katteejer mon selv forsøgt at løbe en kat op eller liste sig ind på den? Hvis ikke, så kan jeg fortælle, at opgaven er tæt på umulig, men sikkert meget komisk at se på. Så i stedet for, at kattene i min have skulle udvikle sig til en nabokrig, har jeg valgt at vende det blinde øje til og se det fra den positive side – Kattene hjælper vel også med til at holde bestanden af mus og kryb nede. Når det er sagt, så må jeg da også erkende, at når foråret nærmere sig og bedene skal ordnes, så er det pænt svært at bevare den positive indgangsvinkel, når hørmen fra diverse katteekskrementer indfinder sig.

Til sidst et godt råd til alle katteejerne der bruger argumentet “katte er deres egne” til at retfærdiggøre, at katte besørger og lignende i andres haver. Pak det sammen. Find på et nyt argument. Mine børn er s** også deres egne – Alligevel ser du dem ikke “levere” i din have… Og hvis de gør, så har du hermed tilladelse til at sprøjte vand på dem;o).

download-1

Hvad ville du gøre???

Hvis følgende episode skete for mig ville jeg ikke et sekund være i tvivl om, hvad jeg ville gøre. Så forestil dig følgende; Du er forholdsvis nyansat på en arbejdsplads – Du har faktisk kun været der i 1½ måneds tid, så du kender selvfølgelig ikke dine kollegaer i dybden. Nogle af kollegaerne har du lidt tættere bånd til og du nyder deres selskab. Andre kender du kun overfladisk – Du har da snakket med dem og også arbejdet sammen med dem, da I jo netop er ansatte på samme arbejdsplads og i samme afdeling, men så stikker bekendskabet heller ikke dybere. Forestil dig så, at 2 af disse kollegaer, som du kun kender overfladisk, kommer og den ene holder dig fast ved at tage dine arme om på ryggen i medens den anden trækker en plastikpose ned over dit hoved. Jeg ville personligt blive skrækslagende og jeg er ikke i tvivl om, at jeg ville politianmelde episoden, forlange at de pågældende kollegaer blev opsagt eller i det mindste forflyttet og skete det ikke, så vil jeg ikke sætte mine ben på arbejdspladsen igen.

Men nu er det ikke sket for mig – Det er derimod sket for min søn, som lige er startet i 0. klasse. Jeg blev simpelthen så rystet, da han kom hjem og fortalte om det i går. Først chokeret, så ked af det efterfuldt af en enorm vrede. Hvad f***** får børn til at opføre sig sådan??? Og hvorfor bliver jeg i tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre i situationen, når jeg nu ikke er et sekund i tvivl hvordan jeg ville handle, hvis det skete på min arbejdsplads? Er min søns følelser og hans oplevelse af situationen da anderledes end min? Min søn har haft et enormt behov for at snakke episoden igennem igen og igen og giver gentagne gange udtryk for, at han er/var meget bange. Han er ellers en dreng der aldrig kan huske, hvad der er sket i skolen og ihvertfald aldrig har været interesseret i at fortælle om hans skoledag med mindre at ordene skulle trækkes ud af ham. Så at jeg har sendt ham i skole i dag skaber en enorm konflikt i mig og giver mig den største knude i maven. Allerhelst ville jeg jo helst holdt ham hjemme eller i det mindste have været tilstede i skolen, så jeg kunne beskytte ham (og hvis det får mig til at lyde som en curling-forældre – fint – så skyd mig gerne det i skoene). Jeg synes dælme det er svært at give slip og lægge ansvaret for min søns trivsel (i skoletiden) over på lærerne – For kan de overhovedet sikre, at det ikke sker igen? Lige nu sidder jeg selvfølgelig med en masse blandet følelser og har svært ved at se rationelt på sagen. Ved dog, at skolen har givet udtryk for, at de ser alvorligt på det og har taget snakke med de impliceret børn og forældre, tager sociale spilleregler op på klassen og vil være ekstra opmærksomme på børnene – Men alligevel vil knuden i maven bare ikke forsvinde og hold nu op, hvor har jeg det dårligt med “bare” at have sendt ham i skole i dag…

P4047841

Taknemmelighed???

Efter regeringen har offentliggjort sin 2025-plan, så skal jeg da lige love at der er kommet gang i debatten om skat og især om der skal være lettelser eller ej samt om der skal skæres i det ene eller det andet. På de sociale medier virker det til, at det er et emne som vel stort set alle har en holdning til. Jeg har indtil nu valgt at observere debatten fra sidelinjen, da jeg ofte synes, at disse debatter kan udvikle sig i en uheldig retning. Så jeg har altså kun læst kommentarerne til diverse artikler og ikke selv kommet med et indput. Nogle kommentarer får mig til at grine højlydt (nogle folk er bare gode til at bevare benene på jorden og holde humøret højt uanset hvordan tråden udvikler sig), andre får mig til at ryste på hovedet og en del får mig til at undre mig og tænke over tingene. F.eks. var der en der skrev, at man skulle være taknemmelig for alt det man fik. Jeg er f.eks. taknemmelig, når jeg modtager en gave, får en hjælpende hån af en ven, nogen der sender mig en tanke uden at forvente noget igen, jeg er taknemmelig, glad og lykkelig for at leve i en del af verden, hvor jeg har alle de muligheder jeg kunne ønske mig – Men jeg er dælme ikke taknemmelig over vores skattesystem. Dermed ikke sagt, at jeg ikke er glad for vores system, hvor vi alle spytter i kassen efter evne og så kan forvente at modtage ydelser efter behov. I min verden er der stor forskel på at være glad for og taknemmelig for noget, men måske det bare er flueknepperi, så jeg lader den ligge her;-). Og selvom jeg grundlæggende er glad for vores system, så ser jeg alligevel frem til den dag, hvor det bliver så enkelt, at største delen af den danske befolkning kan udfylde selvangivelsen og rette årsopgørelsen uden de store frustrationer – Om det nogensinde sker, tja det må tiden jo vise.

“At de bredeste skuldre skal bære mest” er også et udsagn der går igen og igen i debatten. Hvad folk mener med dette, er jeg lidt i tvivl om, for vi er vist mere eller mindre enig om, at selvfølgelig skal dem der kan også bidrage mest – Men gør de ikke også allerede det? Det er jo simpel procentregning;-). Et eksempel kunne være dette; Min nabo og jeg bliver inviteret til vejfest og det er blevet besluttet, at vi alle skal tage 40% af havens æbler med til det fælles frugtbord. Mit æbletræ er noget sølle. Drengene har spillet fodbold i haven og har jævnligt ramt træet, så der nu ligger flere rådne æbler på jorden end der hænger modne på træet. Jeg glemte da vist også at vande og gøde træet under sommerens langtrukne hedeperiode, så æbletræet hænger nu med grenene og resultatet er kun 10 æbler på træet – Jeg skal derfor bidrage med 4 æbler til vejfesten. Naboen der i mod han har passet og plejet sit træ – ja han har endda investeret i yderlig 3 træer som nu alle står med de smukkeste æbler på – Faktisk hele 100 styks i alt. Naboen giver selvfølgelig 40 æbler til vejfesten. Så min nabo som har flere æbler end jeg yder derfor også mere til fællesskabet – hans skuldre bærer noget mere end mine. Sådan kunne skattesystemet efter min bedste overbevisning også fungere, men det gør det jo bare ikke, for vi har jo også den såkaldte topskat. Og inden nogen skulle spørge, så indrømmer jeg gerne, at min egen indtjening ligger langt fra noget der overhovedet kunne komme i betragtning til at skulle betales topskat af;-). Men jeg synes bare, at naboen skal have lov til at nyde sine 60 æbler, laver de lækreste æblekager, den sødeste saft osv. – Det smager mine tilbageværende 6 æbler altså ikke mindre godt af. Tværtimod så under jeg faktisk naboen hans succes – Han har jo trods gået og nusset om træerne, passet og plejet dem, beskåret dem, han har endda også læst en masse bøger om æbletræernes cyklus. Det må han i min verden gerne blive belønnet for.

Det var mit lille indspark til debatten og nu vil jeg så få indberettet den moms som der er sidste frist for i dag. Ha’ en god dag:-)OK Skat

Skal jeg skamme mig???

Vi kender vel alle folk der indleder en tale med sætningen; “Nu er jeg jo ikke den store taler, men….” Den tale er nærmest på forhånd dømt til at være en smule pinlig for den som har begivet sig ud i talens kunst. Og når jeg nu skriver følgende; Nu er jeg jo hverken skoleleder eller skolelærer, så er det nok også meget sandsynligt, at mit forsøg på at forklare mig falder totalt til jorden. Men jeg kaster mig nu alligevel ud i den debat der har kørt i/på mange medier den seneste uge – For som forældre til 5 børn føler jeg faktisk, at jeg alligevel har opbygget en del kompetencer igennem årerne. Den aktuelle debat har drejet sig om, hvorvidt det som forældre er i orden at holde ferie med sine børne uden for skolernes ferie (altså i de “billige” perioder). Nu må I ikke lige hænge mig op på tallene, men mener, at det er 50% af skolelederne der har udtalt, at der igennem et skoleår konstant er minimum 3 børn i hver klasse fraværende på grund af ferie. Det synes jeg godt nok lyder som et meget højt tal og jeg kan ikke lade være med at tænke, at der godt nok er nogen der rejser meget. Her i mit lokal område er det ret normalt med 24 elever i klasserne og hvis 3 elever skal være væk, så svarer det jo til, at hver elev tager en uges ferie hver 8 uge – Det kender jeg d**** ingen der gør, men jeg skal selvfølgelig ikke betvivle de tal der er fremme;-). Det er også meldt ud, at det er forstyrrende for undervisningen og børnenes sociale liv med alle disse fraværsperioder. At det er forstyrrende for undervisningen, forstår jeg simpelthen ikke. Kald mig bare naiv, men som forældre har man vel gjort sit fodarbejde og ikke lagt ferien lige i en vigtig projektperiode, terminsprøver og lignende. Og jeg har bestemt ingen forventninger til at lærerne skal tage specielle hensyn til mit barn, når det er tilbage på skolebænken. Det må til alle tider være forældrenes ansvar at følge op på intra osv., så barnet ikke kommer bagud fagligt. At det sociale liv i klassen tager skade – Jamen skal vi så ikke bare skrotte de 6 ugers sommerferie, efterårs-, jule-, vinter-, påskeferien samt alle de forlængede weekender pga. en helligdag, for det må da virkelig skade det sociale liv. Det kunne sikkert også opfylde et par politikeres våde drøm om en heldagsskole 24/7/365.

Nu sker det faktisk relativ sjældent, at vi tager på ferie udenfor skolernes ferie, men det sker og det er ene og alene af den grund, at vi kan få dobbelt så meget til de samme penge. Det synes jeg trods alt er værd at tage med. Så nej, jeg spørger ikke om lov inden jeg bestiller ferie. Når tiden nærmer sig, sender jeg en mail til skolelederen/læren, hvor jeg pænt informerer om, at det pågældende barn holder ferie i den oplyste periode. Det vil jeg altså ikke skamme mig over og slet ikke have stemplet egoist og curlingforældre på ryggen. Og hvorfor skulle jeg også det??? Vi har jo trods alt ikke skolepligt i Danmark, men undervisningspligt.

Det er så nemt at dunke forældre over i hovedet. Nu med ferier udenfor skoleferierne. Op til hver sommerferie flyver det rundt med artikler på de sociale medier om forældre der ikke holder ferie med deres børn (alle kan bare ikke få ferie i de højt eftertragte uger). Så er det opdragelsesformer der står for skud og jeg kunne blive ved. Kan vi dog ikke snart komme videre og lade være med altid at skulle baske til andre der vælger at gøre tingene anderledes end os selv?

ferie

Rigtig god tirsdag til alle – også til dig der taget på ferie med dit barn;-)

Det der med gaver og et lille regnestykke

Den anden dag sad jeg og læste en artikel om en kvinde der havde købt 80 julegaver til hver af sine 3 børn. Hun var kommet ud i en voldsom sh*tstorm efter at have fremvist et billede af deres juletræ og alle gaverne på Instagram. Ej nok ikke så meget træet – for det var stort set dækket med gaver. Alt julepynt var i hvert fald overflødig;o). Sh*tstormen gik vist først og fremmest på, at kvinden ødelagde børnene med alle disse gaver og at det var en hån mod dem der ikke råd. På den anden side stod så kvinden og mente, at hun var i sin gode ret til at give alle de gaver, når hun nu havde arbejdet hårdt for det. Jeg skal lade det være usagt om hun ødelægger børnene med denne massive gaveregn. Primært handler det vel om, hvordan familien fungerer de resterende 364 dage om året. Mange og lad os også bare sige dyre gaver, kan jeg nu heller ikke se, skulle være en hån mod fattige. Det siger jeg uden at være hverken rig eller fattige – Jeg er vel nærmest lige midt i mellem. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor folk får ondt i den legemsdel, der som oftest ikke ser dagens lys, over andre folks måde at leve livet på. Hvorfor kan en fremmed kvinde og hendes gaveindkøb bringe sindene så meget i kog? Når det er sagt, så vil jeg da også sige, at jeg undrer mig. Den måde at holde jul på ligger ret langt fra den måde vi holder jul og måske endnu længere væk fra de værdier jeg ønsker at give videre til mine børn.

Prægningen af børnene begynder jo allerede, når ønskesedlen skal skrives (og det er jo faktisk noget pjat at skrive for som tidligere skrevet, så består året jo af 364 andre dage;-)). Min 8 årig dreng ønsker sig mere end noget andet en mobil og det skal gerne være en Iphone. Jeg har det bare sådan lidt, hvad skal en 8 årig med en mobil. Han mener selv, at han kan bruge den i skolen, hvis han bliver syg. Her mener mordyret dog, at der skal en lærer ind over og vurdere situationen. Sønnike havde dog flere trumfer i ærmet – Han kunne bruge mobilen til at spille de fedeste spil på. Jeg må indrømme, at jeg lyttede tålmodig til hans argumenter, men afsluttede også samtalen med; “At man kan ønske sig alt i hele verden. Det er dog ikke sikkert, at man får det”. Nu kender jeg jo min søn ret godt, så selvom han brændende ønsker sig en telefon, ved jeg også godt, at der er tusindvis af andre ting, han vil blive lykkelig for at pakke op juleaften. Så sådan bliver det. Nå men tilbage til ønskesedlen. Da den skulle skrives, fik børnene af vide, at ønsker over 500kr ville blive slettet – De ville i hvert fald ikke blive sendt videre til den øvrige gavegivende-familie. Jeg synes ganske simpelt, at det er sundt nok for børnene at vide, at der er grænser for, hvad man kan ønske sig fra andre og som jeg skrev i forrige indlæg, så er det tanken bag der tæller og det må mine børn godt lære. Som skrevet, må de ønske sig alt i hele verden – De dyre ønsker må de bare selv være med til at spare op til;o). Jeg indrømmer gerne, at det for især et af mine børn var ret svært at skrive en ønskeseddel med minimum 5 ønsker (endnu et af mine krav til ønskesedlen), men det lykkedes trods alt til sidst.

Men hvor få/mange gaver skal børnene så have uden at man udsættes for en offentlig lynchning? Jeg kan jo heldigvis kun tage udgangspunkt i min egen familie og vores oplevelser og måde at gøre tingene på. Vi er jo 7 i familien (2 voksne og 5 børn). Børnene får i hvert fald 5 gaver hver (1 fra søskende, 1 fra mor og far, 1 fra hver af bedsteforældrene og 1 fra et hold venner). Vi voksne er på gave med langt færre, men ender vel alligevel på samme antal gaver, da børnene gerne putter hemmeligheder under træet. Så gaver er der altså nok af. Vi ender jo på minimum 35 styks under træet og når man tager den måde, vi pakker gaverne op på i betragtning, ja så må jeg konstatere, at der er gaver nok så hatten passer. Efter dans og sang om juletræet deler børnene gaverne ud, så vi hver især ender med en bunke med vores egne gaver. Herefter starter yngstemanden med at vælge en gave fra hans egen bunke, læse (med hjælp;-)) hvem den er fra, for så at pakke den op. Når yngstemanden er færdig med den første pakke, går tur videre til næste mand (efter alder) og så videre lige indtil der ikke er flere der har gaver tilbage. Dette synes jeg er den bedste tid på aftenen. Se børnenes forventning og glæde, når de får deres pakker. Samtidig har vi forældre også ro til at nyde en kop kaffe, et glas vin og juleknas i medens vi kan følge med i, hvad børnene får og af hvem. Det er også en fornøjelse at se børnene der står spændt omkring deres søskende, når det er deres tur til at pakke en gave op – Se børnene glæde sig på hinandens vegne. Denne form for gaveudpakning tager naturligvis tid. Hvis vi bare siger, at det tager 5 minutter pr. gave, så er vi altså først færdige efter 3 timer. Måske lang tid, men synes det giver så meget, at børnene får lov til at se og nyde deres gave inden tankerne er videre på næste gave.

Jeg har for sjov lavet et lille regnestykke, hvor børnene får 80 gaver hver og vi voksne 5 styks hver. Der vil så være 410 gaver under, over og ved siden træet. Med 5 minutter pr. gave vil det tage 2050 minutter at pakke alle gaverne ud. Altså omkring 1½ døgn og så er der ikke lagt tisse-, spise- og sovepause ind. Nej vi snakker altså om 1½ døgns rendyrket gaveudpakning. Jeg må næsten gå ud fra, at det ikke er denne måde, den føromtalte kvinden og hendes 3 børn pakker gaver ud på… Også selvom det skal ses i lyset af, at de KUN skal bruge 20 timer på at komme i gennem gavebunken;o).

gaveregn

Kaffen galt i halsen…

Ja hvis jeg altså drak kaffe så ingen tvivl om, at jeg de seneste dage ville have fået den godt og grundigt galt i halsen et par gange eller tre. Jeg har nemlig helt ufrivillig fået smækket billeder af døde børn direkte op i ansigt. Altså ikke “bare” billeder, hvor et eller andet bedårende barn agerer at være noget det ikke er for at fremme en sags tjeneste. Nej billeder af virkelige børn, som desværre ikke er her mere på grund af krig og ødelæggelse og ikke mindst på grund af på farlige vej væk fra grusomhederne. Billeder som den danske presse aldrig ville vise uanset hvor slibrig den til tider kan være. Hvis pressen endelig ville vise billeder, der bare kom i nærheden af, ville de højest sandsynligt blive præsenteret med en advarelse først. Så er folk i det mindste forberedt… Men ikke på Facebook, hvor der vel nærmest er gået del-og-like i den. Billeder af børn der på tragisk vis er omkommet under flugten fra krigen i Syrien bliver lystigt delt. Nogen vil måske påstå, at jeg lukker øjnene for virkelighedens realiteter. Men tro mig; Jeg er ikke naive og nogle gange er ord kombineret med egen forestillingsevne langt mere virkefuld.

Jeg undrer mig, hvad der får folk til at dele disse billeder. Synes vedkommende, at er ok i “den gode sags tjeneste”? Den gode sags tjeneste (som at sætte mere fokus på problemet) tilsidesætter måske alt pli overfor de omkomne og deres pårørende og gør det okay?

Det kan absolut ikke sammenlignes, men nu gør jeg det alligevel (dog uden på nogen som helst måde at sidestille de to situationer). I Danmark ved vi jo godt, at vi skal passe rigtig meget på ved højresvingende lastbiler, men alligevel sker der ulykker gang på gang – også med børn involveret. Hvordan ville det ikke lyde, hvis lille Peter som desværre mistede livet i netop en højresvingsulykke pryder den kommende kampagne for lige præcis disse ulykker? Altså billeder, af lille Peter fra Sønderjylland, taget i medens han ligger under lastbilen… Nej vel, det ville ikke blive aktuelt på grund af respekten for Peter og hans pårørende. Og os er jeg faktisk også ret overbevist om, at de her kampagnefolk i allerhøjeste grad benytter sig af vores alle sammens fantastisk forestillingsevne. Vi ved godt hvordan det ender uden at se slutningen i detajler…

Dem som deler og liker, hvad får de ud af det? En masse likes i retur? Er det for at pudse glorien lidt? Jeg er ret meget sikker på, at det ville hjælpe meget mere at give et bidrag her eller måske endda melde sig som indsamler her. En lille deling af din gode gerning kan faktisk også afstedekomme en masse likes og så endda uden at krænke nogen der ikke har mulighed for at forsvar sig.

Jeg vil ikke vise billederne her, men istedet opfordre til, at vi alle bliver lidt mere kritiske og ikke mindst stiller spørgsmål til hvad og hvorfor til det vi deler på de sociale medier.

2015-08-30-15-59-02--472809963