Nu med klippekort til skadestuen

En ulykke kommer sjældent alene, er der vist et gammelt ordsprog der siger. Det passer desværre faktisk ret godt på mindstemanden lige for tiden.

Lige før ferien blev jeg ringet op af en pædagog fra børnehaven. Hun kunne fortælle, at mindstemanden var faldet af vippen og havde fået den op i hagen. Resultatet var en mindre flænge som dog blødte voldsomt og hun mente bestemt, at det var noget der skulle kigges på. Så der var jo ingen vej udenom et besøg på skadestuen. Efter en bedøvende klud og 3 timers venten, kunne mindstemanden igen forlade skadestuen. Nu med 2 sting i hagen. Han var sej og så gevaldig frem til at fremvise såret til alle gutterne, gutinderne og de voksne i børnehaven dagen efter. Han tog hele oplevelsen i stiv arm.

2015-06-25 12.25.06

Apropos stiv arm, så nåede stingene i hagen ikke at blive fjernet inden vi måtte en tur forbi skadestuen igen. Denne gang var mindstemanden faldet ned fra trampolinen i sommerhuset og desværre landede han så uheldigt, at den brækkede. Så nu står den på 3 uger i gips. Denne gang må han dog undvære fremvisningen i børnehaven og den ekstra street credibility sådan en brækket arm giver blandt vennerne på legepladsen😉.

2015-07-06 10.16.42

Som billedet viser, skete faldet fra en relativ lav trampolin og endda med net. Det er altså lidt tragisk komisk, når man tænker på, at han er vant til vild leg med alle hans brødre på vores egen trampolin som er en del højere og aldrig trods gode intentioner har fået net på.

Karakter

Et eller andet sted har jeg altid syntes, at det var noget “sjovt” noget at flashe sine karakter på facebook og lignende sociale medier – I hvert fald sine børns. Børnene har jo nået en vis alder og hvis noget så personligt som karakter skal flashes, så må det da være børnene selv der vælger at smide det op på deres væg. Jo bevares, jeg forstår skam godt, at forældre er ved at revne af stolthed, når ungerne til deres afsluttende eksamen scorer et flot 12-tal. Det er jeg da også… Og med 5 meget forskellige børn, har jeg jo stort set et barn for hvert et tal på karakterskalaen og selvom det kun er de 2, der er begyndt at få karakter i deres uddannelse, så er jeg ikke i tvivl om, at hele skalaen ville komme i brug, hvis de alle skulle bedømmes på faglighed i visse fag. En sætter sig ind i tingene og er samtidig en all-rounder og får derfor ret flotte karakter i alle fag. En anden synes nogle fag er svære og knokler. Han får måske 4 i disse fag. Andre fag er han ret stærk i, men gider ikke gøre en indsats – for det er jo for nemt. Det har så resulteret i et 10 tal. Jeg må indrømme, at jeg er langt mere stolt af 4-tallet end 10-tallet og det ved han også godt… Så uanset om mine børn får 4 eller 12, er stoltheden dælme stor, så længe jeg ved, at de har gjort deres bedste. Men har alle forældre det sådan, tænker jeg nogle gange, når jeg ser alle 12-tallerne på facebook? Ville de samme forældre også have slået det stort op på de sociale medier og lykønsket “lille” Peter med 4-tallet og den afsluttende eksamen? Jeg har i hvert fald endnu til gode at se sådan en lykønskning. Det minder mig lidt om, da min søn (ham med 4- og 10-tallerne) spurgte mig om han måtte få karakterpenge, hvis han fik 12 – Karakterpenge har jeg så også altid syntes var noget mærkeligt noget. Her måtte jeg forklare ham, at karakter siger så uendelig lidt om hvem han er og hvad han kan. Ingen tvivl om, at han kunne forøge sine lommepenge væsentligt ved motivationen af karakterpenge – i hvert fald i hans stærke fag. Men som skrevet, så har han måske lagt langt mere tid, kræfter og energi i hans 4-tal. Så (blandt andet) derfor bliver mine børn ikke belønnet for 12-taller af mig med hverken penge eller et opslag om deres karakter på facebook.

Hvad andre gør, kan jeg være fuldstændig ligeglad med og jeg skal skam nok også like deres opslag, når jeg ser dem.

karakter

Schoolday

Jeg er nu blevet genforenet med min datter. Det lyder nærmest helt dramatisk, men med det samme vi så hende, var det hele bare helt naturligt og back to the good old days. Hun har en masse at fortælle os og endnu mere hun vil vise os. Vi har mødt hendes hostfamily. Et par søde, venlige og snaksaglige mennesker, der var helt nede på jorden.

I dag har vi blandt andet været på rundvisning på den skole, hvor min datter har tilbragt en stor del af hendes tid de sidste mange måneder. Det er en kæmpe skole med rigtig mange elever. Lyse og indbydende lokaler, men det mest iøjnefaldende er vel disciplinen og “kontrollen” på skolen. Ikke noget med bare at møde op på skolen og lade min datter vise os rundt. Næ nej det foregår efter forudgående aftale og sign in, hvorefter the head of year 12 (det svarer vel til en afdelingsleder på overbygningen). Disciplinen og den “skrappe” kontrol stod i skærende kontrast til den imødekommenhed og venlighed både lærerne og personalet udviste. Simpelthen så dejligt at høre dem fortælle om deres oplevelse af vores datter og hvor glade de har været for at have hende. Selv food tech læreren havde bagt afskedskager. Kagerne tog vi med over og nyd i den lokale park – Mums.

2015-06-05 21.56.05

Lige om lidt…

Jeg er spændt, nervøs og fyldt med sommerfugle i maven, for om mindre end et par timer skal jeg se min datter, sådan i real life, efter udelukkende at have kommunikeret via Messenger, Skype og snailmail de sidste 10 måneder. Jeg glæder mig for vildt. Eneste minus er flyturen. Det er til gengæld også et kæmpe minus og bare noget der skal overståes. Hele min krop går simpelthen i alarmberedskab og hver en muskel er spændt på den knap så fede måde. Take Off er klart det værste, men den kan jeg da heldigvis sætte tjek ved også selvom det kostede et par tårer. Jeg prøver at holde mit fokus på målet med denne rejse, som jo er gensynet med min datter. Fik jeg sagt, at jeg GLÆDER mig???

2015-06-05 21.16.35

Store badedag

Efter en forlænget weekend med masser af hygge, sol og udendørs aktiviteter, er der vist ikke noget at sige til, at drengene trænger til et bad. Heldigvis nyder de 2 yngste krudtugler stadig hinandens selskab, når der skal bades, men det er vist kun et spørgsmål om meget begrænset tid inden de ikke kan presses ned i karret sammen.

image

Når mor og far holder fri…

Så gør børnene det selvfølgelig også… Eller hvad? Lige nu flyder Facebook over i delinger af artikler om lille Peter og Emma, der skal tilbringe hele sommeren i institutionen og ikke mindst skarpe holdninger fra Lola Jensen om, hvordan “den gode forældre” bør leve deres liv. Kommentarerne til disse indlæg er ofte ret ensidige og jeg tænker, at mange af dem er skrevet imedens afsenderen sidder og nyder sin morgenkaffe (selvfølgelig skænket i en Royal Copenhagen kop) samtidig med, at glorien pudses for fuld skue.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, hvorfor vi har så travlt med at dunke andre oven i hovedet og blande os i hvordan enkelte lever deres liv. Er det virkelig så svært at se udover sin ligusterhæk og anderkende, at selvom folk ikke gør præcis det samme som os selv, så kan det altså godt være, at de alligevel gør det rette. Jeg er i hvert fald sikker på, at de gør deres bedste.

Mine egne børn har stort set altid fri i skolernes ferie. De holder ferie sammen med enten hr. M eller jeg (eller os begge på samme tid) eller også står bedsteforældrene klar med åbne arme til at tilbringe en hyggelig ferie sammen med dem. Og jeg ved, at vi er heldige at have nogle bedsteforældre er både kan og vil deres børnebørn. Det er der altså ikke alle, der har. Derfor kan det vel også være svært at få det hele til at gå op i en højere enhed. Jeg har talt sammen, at i indeværende skoleår har børnene haft 11 ugers ferie og oven i det kommer så alle de  små “ferier”, hvor institutionerne holder lukket efter en helligdag. Så ferie har de nok af – men måske ikke med os forældre, men vi gør dælme vores bedste. Hvad med den mor, der holder fri for at pleje sig selv – Den mor, der er på grænsen til at vælte omkuld med stress. Det kan ikke ses på hende, men derfor giver det vel ikke alle os andre ret til at frembruse med en løftet pegefinger (fordi vi ved jo åbenlyst, hvad der er bedst for hende og hendes barn). Hun skylder os INGEN forklaring. Hvad med den familie, hvor mor og far er på nippet til en skilsmisse? De beslutter sig for at holde ferie, hvor de kan få talt ud om deres problemer og finde ud af hvad fremtiden skal bringe. Bølgerne går måske højt og det er nok ikke lige, hvad der må betegnes som en god og afslappende ferie, hvor barnet kommer ned i tempo. En kommentar som er gået igen og igen til ovennævnte artikler er; “Forældrene har selv valgt at få børn, så må de også tage ansvar og passe dem selv”. Det er vel netop også det de gør – Altså tager ansvar??? De enkelte forældre er vel i bund og grund de bedste til at vurdere, hvad der er bedst for lige netop deres børn og familien som helhed.

Hvor ville jeg ønske, at folk ikke var så hurtige til at dømme andre og  pådutte dem deres egne værdier som den eneste endegyldige sandhed. Hvis vi i stedet gav andre forældre lidt kredit for, at de gør deres bedste i lige netop den situation de står i, så kunne det vel rent faktisk være, at vi blev en hel generation af glade og overskudsagtige forældre… Eller måske ikke, men vi ville i det mindste slippe for en masse mavesure indlæg og statusopdateringer inkl. dette;o).

image

Tak for en dejlig dag

Det er vel næppe gået nogen forbi, at det har været morsdag i dag. Nogen elsker dagen. Andre elsker at hade den. Jeg synes nu meget godt om den. Ikke at jeg forventer at få noget fra mine børn. Mere forbi jeg selv har brug for en anledning til at fortælle min mor, hvad hun betyder for mig og hele min familie. Det kunne jeg selvfølgelig også bare gøre alle andre dage på året, men der går altså lidt hverdag i den her hjemme og så er dagen altså en kærkommen anledning for mig til at give min mor lidt tilbage af det hun har givet mig og stadig giver mig. Hun skal i hvert fald vide, at jeg værdsætter og elsker hende.
Som sagt forventer jeg ikke selv nogle gaver til morsdag. Det betyder langt mere for mig, at hverdagen glider. Men dermed ikke sagt, at jeg ikke blev total glad for min datters hilsen fra England, mine 3 yngste drenges kram og min ældste søns invitation til middag kun for ham og mig (det er bare vidunderligt at kunne nyde det enkelte barn på tomandshånd – netop fordi det er en mangelvare her hjemme). Så kære dejlige børn. I er de bedste og jeg elsker jer helt til månen og tilbage igen. Tak for tanken, krammene og maden. Sidst men ikke mindst, Tak fordi I er dem I er.

image

Misundelse er en grim ting…

De seneste uger har medierne og de sociale medier flydt over med artikler og status-opdatering om, hvad der er passende til konfirmation eller måske mere, hvad nogen mener, IKKE er passende til en konfirmation. En præst forbyder bl.a. limousiner og lignende ved kirken og henviser i stedet til offentlig vej. Begrundelsen skulle angivelig være, at nogle transportmidler kan udstille mindre bemidlede familien og konfirmanden derfor kan føle sig udenfor og blive ked af det på sin store dag. Jeg er helt enig i, at ingen konfirmander skal være ked af det. Konfirmationen er en festdag og skal være fyldt med spænding og glæde. Når det er sagt, så synes jeg også, at debatten har udstillet familier/forældre, der har pengene og lysten til at gå all-in på konfirmationen, på en rigtig ussel og uheldig måde. Hvorfor er det, at så mange skal gøre sig til smagsdommere over, hvad der er passende til fejring af konfirmanden? Jeg forstår det altså ikke. Hvorfor ikke bare glæde sig på andres vegne eller tænke en stille tanke inde i sig selv; “Dem om det – Det er heldigvis ikke mine penge, der er involveret”? Min egen søn, som blev konfirmeret i søndags, kom også med en forespørgsel om en limousine til at afhente ham efter kirken. Det syntes ham, kunne være ovenud fedt. Jeg var dog ikke enig med ham i, at det var den måde, at vores ressourcer skulle disponeres  på. Der gik ikke mange dage efter hans forespørgsel inden artiklen med præstens forbud og de triste konfirmander ramte forsiden og kickstartede debatten.  Jeg tog en snak med min søn og spurgte ham om, hvordan han havde det med, at nogle af de andre konfirmanden måske blev afhentet i limousiner eller lignende transportmidler og om han ville blive ked af det, når nu han ikke fik denne mulighed? Han svar var; “Det er da bare fedt for dem. Trist ville han altså ikke blive”.

Jeg tror, at de mest hadefulde indlæg i debatten bunder i misundelse. I stedet for at stå og råbe om, hvad der er passende og hvad der hører sig til en konfirmation (kunne også være et bryllup, en børnefødselsdag eller lignende), kunne man jo også bare glæde sig på andres og ikke mindst egne vegne over den fest, man hver især modtager. Jeg synes simpelthen, at denne mudderkastning er så usmagelig og siger langt mere om afsenderen end modtageren.

Hokus Pokus nu skal min egen konfirmand i fokus. På billedet står han stolt ved siden af naboens rallybil. Han er stolt over, at han nu er konfirmeret og sindsyg spændt på, hvad dagen vil bringe. Glad for at naboen straks sprang til og naturligvis ville bruge tid på at klaregøre bilen og køre en tur med ham på hans store dag. Følelser som ingen nok så flot limousine nogensinde ville have kunne fremkaldt hos ham.

P5037291

Når noget gør ondt på et barn

Så står der helt sikkert en mor bagved og føler en knude i maven og en smerte i brystet.

Det er svært at være teenager. Ikke rigtig voksen og ikke rigtig barn. En kæmpe følelsesmæssig rutschetur. En rutschebane der bare kører hurtigere og hurtigere og på trods af den tiltagende kvalme, kan du ikke stige af. Hvorfor forstår de voksne mig ikke og andre gange hvorfor f***** lader de mig ikke bare være i fred?

Lige for tiden har min teenager-søn det svært. Har svært ved at rumme alle de forandringer der sker lige nu. Han er en følsom dreng og pt. er hans behov for tryghed bare enormt stort. Jeg/vi har snakket, lyttet og krammet. Heldigvis vil han gerne snakke om, hvordan han går og har det og han tager, med kyshånd, i mod mine fremstrakte hænder. Det er bare svært at se sit barn ked af det, men jeg kan mærke at vores snakke letter noget i ham (og det gør de også i mig). Det rammer bare så hårdt i maven og tårekanalerne, når hans lærer ringer hjem, fordi hun står med dreng, der virkelig kæmper en brav kamp for at få hold på sig selv og sine følelser. En kamp for at paraderne ikke skal falde. Desværre en ulige kamp. En kamp som vil tager sin tid og kræve sin overvindelse inden den har fundet et naturligt leje.

Så for tiden er jeg mor med stort M. En mor der ville ønske, at hun med at trylleslag kunne fixe alt ting. Det kan jeg desværre ikke, men jeg kan være tilstede og måske er det det der betyder allermest i den sidste ende.

bloglovin

Drenge og deres vedhæng

Som mor til 4 drenge har jeg gang på gang undret mig over, hvor svært det tilsyneladende kan være at ramme krummen for de mindste gutter (jeg går stærkt ud fra, at det er de mindste der kan have lidt svært ved det eller det håber jeg i hvert fald;)). Det at sidde ned ned på toilettet er ikke en mulighed, da denne stilling åbenbart er naturstridig i kombination med xy-kromosomer. Nu overvejer jeg, at købe denne stickers for på den måde måske at komme problemet til livs på.

image