Tør du sætte grænser for dit barn?

Hvis jeg drak kaffe, så havde jeg sikkert fået morgenkaffen galt i halsen, da jeg læste en artikel i Søndagsavisen. Artiklen handler om, at børn har et “hjerne-viskelæder” der visker abstrakte udtryk som “ikke”, “lad nu være med” og “hold op med” ud. I stedet kan disse negative irettesættelser erstattes med det såkaldte hen-imod-sprog.

Lad mig komme med et ikke helt urealistisk eksempel fra legepladsen. Lille Sofia og Emil, begge 4 år, sidder og leger i sandkassen. Emil sidder med en spand som Sofia ved hjælp af en skovl fylder sand i. Alt ånder fred og idyl lige indtil Emil vender spanden på hovedet, for nu vil han altså bygge et sandslot. Sofia bliver totalt overrasket over denne spontane drejning af legen. Ud af den blå luft svinger hun skovlen og planter den lige i baghovedet på Emil. Men et er sandkassen forvandlet til et inferno af snot, tårer og skrigende børn. Som den kølige og pædagogiske voksen, du nu en gang er, siger du selvfølgelig ikke til Sofia, “at hun ikke må slå, for det vil du ikke have”. Nej du tager Sofia på skødet og spørger om der mon er sjovt at være Emil lige nu? I mens du også fortæller, at vi kun har en Emil, så vi skal passe godt på ham, præcis ligesom vi passer godt på dig, Sofia.

Her er det så, at filmen til dels knækker for mig. Jeg er fuldstændig enig i, at i det daglige skal fokus være på det gode og positive. Jeg er også enig i, at man efterfølgende i snakken med barnet kan/skal fokusere på hvilke følelser handlingen fremkaldte hos modparten og barnet selv samt hjælpe med at give redskaber til, hvordan barnet en anden gang kan komme anderledes ud af situationen. Men jeg mener bestemt også, at det er vigtigt, at vi voksne (forældre, pædagoger og andre omsorgspersoner) siger fra og markerer en grænse. Det er ikke i orden at slå og jeg synes faktisk det er misforstået godhed ikke at gøre det meget klart for barnet. Jeg ville personligt bliver provokeret, hvis et barn havde sparket mig eller et af mine børn over skinnebenet og jeg efterfølgende overhørte forældrene snakke med barnet om, at “venlige ben giver gode venner” (en alternativ formulering for “du må ikke slå” i følge artiklen).

Et eller andet sted synes jeg diverse artikler  og eksperters råd om børn og børneopdragelse skriger imod himlen og modsiger hinanden. Så mangler børn klare grænser. Vi forældre er bange for at sige nej. Så skal børn have lange, pædagogiske forklaringer på selv de mindste spørgsmål – Og så skal de ikke. Nu må de voksne ikke markere tydeligt, hvor grænserne går. Ingen undring over, at nogen bliver forvirret og heldigvis ender det vel også oftest med, at man tager det man kan bruge og lader resten ligge.

skældudBilledet (som i øvrigt er lånt fra Google) har som sådan intet med artiklen eller min måde at sætte grænser på at gøre.

bloglovin

De lækreste Skumfiduser

For snart flere dage siden dumpede der en pakke ind af døren. Jeg havde fået strenge ordre på ikke at åbne pakken før end i dag. I dag fejrer de nemlig morther’s day i England. Helt sikkert en tradition jeg stemmer for, at vi indfører også selvom min datter til næste år igen vil befinde sig på dansk jord. Tilbage til pakken, som blev åbnet under stor overvågenhed af mand og alle drengene. Begejstringen var stor, da indholdet kom til syne og det skottede bestemt ikke på idéer fra drengene om hvordan og hvornår disse personlige skumfiduser skulle indtages. Indtil videre nænner jeg dog ikke at sætte tænderne i dem. Jeg er en s***** for sådan nogle personlige ting og elsker tanken om, at giveren, her min datter, har fået dem lavet specielt til mig. Det går lige i mit moder-hjerte og så betyder det overhovedet ikke noget, at hun har været funny-funny, da hun valgte billederne af mig.

image

Brev til England

Jeg har jo tidligere nævnt, at min ældste er på udvekslingsophold i England. Vi har nu fået hendes hjemrejsedato og jeg glæder mig helt vildt, men er samtidig også helt forundret over, hvor hurtig dette året er gået. Det er bare fløjet af sted, så selvom savnet har været der, så er jeg sikker på, at denne oplevelse har/er god for både hende og os. For eksempel er det dejligt at opleve, hvordan vores ældste søn glæder sig til at se hans storesøster igen. Hvem skulle lige ha’ troet det??? Da de gik op og ned af hinanden i hverdagen, skulle der ofte ikke falde ret mange forkerte ord i mellem dem inden bølgerne gik højt og straffen prompte faldt. Men men men når man sådan er væk hjemmefra, så er det jo altid dejligt, at modtage nyt hjemmefra. Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke er den bedste til at få taget mig sammen til at få sendt et håndskrevet brev. Det er bare så meget nemmere at sende en mail eller pb over messenger. Et håndskrevet brev er dog bare så meget lækre at modtage. Mit seneste brev er nu vel modtaget i England. Udover selve brevet havde jeg selvfølgelig også pakket lidt lækkerier i form af lakrids (det er åbenbart en stor mangelvare i England i følge min datter), lidt påskechokolade ( og hvis jeg kender min datter ret, så er den fortæret længe inden påske) og sidst men ikke mindst lidt påskepynt. Påskepynten, bestående af drengene forklædt som æggehoveder, faldt i rigtig god jord. Vi skal faktisk selv i gang med at lave nogle nye, for mindstemanden var bestemt ikke helt tilfreds med, at han ikke måtte beholde sit eget æggehoved.

imagebloglovin

Lille mand – Store tanker…

Min dreng på 7 år er inde i en meget tænksom periode. Han går ofte og bekymrer sig om døden – Det er oftest ved sengetid, at tankerne kommer. Han bliver trist og siger, at han ikke kan lade være med at være ked af det, fordi han er bange for, at jeg skal dø. Jeg tænker lidt, at det er naturligt, at disse tanker kommer i denne alder, da børn i denne alder simpelthen hører, ser og bliver mere bevidste om tingenes sammenhæng. Så selvom det er naturlige tanker han gør sig, så har jeg allermest lyst til at tage ham op og kramme ham varmt og længe i mens jeg fortæller ham, at det selvfølgelig aldrig kommer til at ske. Men netop hans bevidsthed om tingene gør, at han jo ikke “bare” kan spises af med sådan en snak. Der i mod kan jeg kramme ham og fortælle ham, hvor meget jeg elsker ham og fortælle om alle de oplevelser jeg håber og ser frem til at dele med ham i fremtiden.2015-03-10 13.30.19bloglovin

God mor Vs. Ond mor

I går var det mere eller mindre ragnarok her hjemme, so to speak. Drengene var godt oppe og køre og havde talrige diskussioner (læs; højt råbende skænderier kombineret med fysisk berøring). Til sidst blev det bare for meget. Ipads, spillemaskiner, telefoner og andre elektroniske stimuli blev suspenderet – gældende til og med i dag. Det stoppede dog ikke den ene i at gå total i selvsving. Jeg kan slet ikke gengive alle de ukvemsord og trusler der fløj i gennem luften. Så i kampens hede fik jeg også slynget ud, at han godt kunne skyde en pil efter et arrangement som han skulle ha’ deltaget i dag sammen med nogle venner. Lige nu har jeg det godt nok ambivalent; Skal jeg holde fast i, at den dårlige opførelse har konsekvenser eller se i gennem fingre med det og lade ham deltage på trods af det i går? Vi har jo fået snakket det hele i gennem og han har undskyldt og også indset, at det bare ikke var okay. Puha det er altså ikke altid nemt at være nogens mor…

bloglovin

The Haunted House

Sikke et dejligt vejr det er i dag. Perfekt vejr til en tur i skoven, hvis du spørger mig. Problemet er bare, at vi ikke længere tør komme der og det kan jeg kun takke mig selv for. Vi har en smuk skov relativt tæt på hvor vi bor. Turen rundt i skoven er afmærket, så man selv kan bestemme om man har lyst og overskud til en kort eller lang tur. Vi plejer at vælge den korte på lige knap 3 km og det gjorde vi også den her dag i vinterferien som jeg nu vil skrive om.

Det var en ret kold og blæsende dag, men samtidig også en smuk dag, da solen trods alt skinnede fra en skyfri himmel. Madkurven, hvis man da kan kalde juice og kanelsnegle for madkurv, var pakket. Planen var, at den skulle nydes i slutningen af ruten gennem skoven, lige ved den gammel vandmølle som ikke har været i brug i rigtig mange år. Glad og spændte dragede jeg og de 2 yngste af sted – Jeg måske ikke så spændt, men jeg så frem til, at drengene kunne få forbrændt en masse energi, så resten af dagen ikke skulle foregå i et hæsblæsende tempo med drenge hængende oppe under loftbrædderne som de foregående dage.P2097126

Jeg indrømmer det, jeg elsker et godt gys og går aldrig af vejen for en god gyser i flimmerkassen. Derfor omdøbte jeg også den gamle vandmøllen til heksens hus og fortalte om den her onde heks på vores vej gennem skoven. Drengene syntes faktisk det var meget spændende, dog lidt uhyggeligt, men de var fuldt ud klar over, at det bare var fantasi. De pustede sig op og fandt kæppe. De var total klar til at tage kampen mod heksen op.P2097129

Det er ret lang tid siden, vi sidst havde været forbi møllen og både tidens og vejrets hærgen var ikke til at overse. Det gjorde pludselig stemningen ret intens og yngstemanden mistede hurtigt modet og hang som et andet velcrobånd på mit ben. Som jeg husker det, plejer døren til møllen at være lukket, men ikke denne dag. Med bankende hjerte og rystende hænder sneg jeg mig til et kig ind af døren. Et lille hvin undslap mine læber og jeg fløj tilbage. Inde bag døren hang et menneske i en løkke ned fra en af bjælkerne og en person lå livløs på gulvet med afrevne lemmer. Det var i hvert fald hvad min hjerne nåede at opfatte på det split sekund det tog inden min krop automatiske trak baglæns. Selvom min hjerne ret hurtig havde ræsonneret sig frem til, at det “bare” var rekvisitter, så var jeg altså skræmt som jeg aldrig har været før.P2097135

Den ældste af de to drenge var ikke sådan at skræmme og han ville rigtig gerne med sine egne øjne se, hvad jeg havde set. Modig som han er, gik han helt op til døren og lod blikket glide rundt. Jeg ville rigtig gerne ha’ taget et bedre billede, hvor man også kunne se rekvisitterne, men ville omvendt heller ikke spilde tiden med at stille skarpt eller få en bedre vinkel – Jeg ville bare væk.P2097133

Jeg behøves vel ikke at sige, at madkurven IKKE blev nydt ved den gamle mølle, men i stedet indtaget da vi var kommet vel hjem igen.

bloglovin

The Man Flu

Selvom man “kun” er 4 år og temperaturen ikke er skyhøj, så kan man godt være ret hårdt ramt. Især når man er af hankønsvæsen og man samtidig er ramt af den frygtet og berygtet Man Flu. Har tilsnusket mig lidt alenetid bag skærmen i mens mindstemanden ligger på en madras ved siden samtidig med at han er paralyseret af Phineas & Ferb i fjernsynet. Han har tilkendegivet, at han i hvert ikke skal have slik til Disney Sjov i aften. Så er det, jeg bliver i tvivl om jeg skal begynde at blive bekymret, for så er man altså meget syg, når man som 4 årig melder fra til ugens højdepunkt.

Nu kan jeg se, at hans øjne så småt begynder at lukke i. Jeg tror bare, at jeg bliver siddende her musestille og håber på, at han falder i søvn. Hvis missionen lykkes, så skal det ikke tage mig mange sekunder at finde sofaen, så jeg kan indhente lidt af nattens manglende søvn, hvor Mr. M på mystisk vis kunne sove fra alt postyret.wpid-2015-03-06-09.53.47.jpg.jpegbloglovin

Pynt til børneværelset

Hurtig griber den ene time den anden, når man har det godt. Sådan har jeg haft det i dag, så dagen er bare fløjet af sted. Jeg har brugt det meste af dagen foran skærmen, hvor jeg har kælet og fået lagt de sidste detaljer på nogle print, så jeg langt om længe kunne få dem lagt på min shop. Juhuu endnu et hængeparti kan nu streges fra listen som konstant nager min dårlige samvittighed. Hvis du har lyst til at kigge nærmere på dem og også se endnu flere, så skal du bare klikke på billedet.
page1bloglovin

Tak er kun et fattigt ord

Jeg vil gerne lære mine børn at sige tak, når de modtager en gave. Om det er til jul, fødselsdage eller en bare-fordi-gave, så skal de sige tak. Det sker jo, at de får en gave der bare ikke falder i deres smag. Alligevel skal de sige tak, for giveren har jo givet lige præcis denne gave med gode intentioner (det håber jeg i hvert fald). Når nu mine børn skal sige tak, så må det nødvendigvis også gælde mig. Så uanset hvor upassende jeg synes vores seneste “gave” fra børnehaven er og hvor svært jeg synes det er at takke for den. Så må jeg jo bide i det sure æble og tage mig sammen (børn lærer jo af det gode eksempel, ik’). Så her fra skal lyde en stor tak til børnehaven, for at give mig muligheden for at holde mit barn hjemme til en hygge dag pga. en irriterende omgang øjenbetændelse. Jeg vil så også bruge dagen på at få “gaven” byttet, for sagt mellem os, så er den bare ikke rigtig os.

imagebloglovin

Drengemor med ekstra guf og noget om at savne

Jeg har allerede flere gange nævnt mine drenge her på bloggen. Det er måske meget naturligt, da jeg jo har hele 4 styks af dem og de derfor fylder helt ekstremt i mit liv. De er som en god gammeldavs is på en varm sommerdag. Men til en rigtig gammeldags is hører efter min mening også guf og rigeligt af den. Mit guf til isvaflen er vores ældste – vores datter. Lige nu må jeg undvære guffen, men jeg ved at jeg kommer til at nyde den igen til sommer. Så lige nu nyder jeg bare min store gammeldavs isvaffel. Jeg savner ikke guffen, men glæder mig helt vildt til at kunne nyde den igen til sommer. Ej stop dig selv, Louise. Enough med metaforerne og cut to the real deal. Sagen er, at min datter i sommers tog flyveren til England for at bo hos en hostfamily og gå i skole der over i et år. Den første uge, efter vi havde sat hende på flyveren, var laaaang og jeg var vel det, man kalder grådlabil. Brød i hvert fald ud i tårer i tide og i utide. Savnet var stort og jeg kunne slet ikke forestille mig, at hun skulle være væk fra os i et helt år. Man siger; “Ude af øje, ude af sind”. Det kan jeg så fortælle er en stor fed løgn. Der kan ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på vores datter, men det altopslugende savn er der ikke længere. I stedet er savnet blevet til en glæde, spænding og stolthed på min datters vegne. Jeg synes, hun er f**king sej.

For et par uger siden fik vi hendes hjemmerejsedato og er derfor gået i gang med at planlægge vores rejse over efter hende og jeg kan bare mærke at sommerfuglene i maven bliver flere og flere – Jeg glæder mig for vildt til at se hende igen og få et lille indblik i hendes år i England.

image