
Påskeferien er slut og for mit vedkommende har den været dejlig lang og afslappende – kun med et par enkelte afstikkere op på kontoret. Vi har “knoklet” på med projekter her hjemme – Dog i et tempo, hvor vi stadig kunne trække vejret og følge med. Når der sådan er +1 uge i lavt tempo, kan det til tider være svært at komme i gang igen efter ferien. Som selvstændig er jeg jo så priviligeret, at jeg mere eller mindre kan tilrettelægge min egen dag. Da mindstebarnet for tiden går i sprogskole tirsdag og torsdag, prøver jeg så vidt mulig at arbejde hjemmefra disse dage, så jeg kan være hjemme og tage i mod ham, når han kommer retur med taxa’en. Billederedigering og produktudvikling bliver derfor samlet på disse dage. Lige nu sidder jeg og arbejder med “fødselsdagsbluser”. Her er første udkast, men jeg har masser i tankerne, der bare lige skal fra tanke til handling.
Jeg mindes ellers, hvordan jeg tidligere syntes, det var sindsygt hårdt at møde ind på arbejde igen efter en dejlig lang ferie – Men hey det her er altså heller ikke at sige bøh til. Solen der titter ind, påskeliljerne der dufter og the’en der bare venter på at blive drukket.